Godtgørelse af elafgift
Folketinget har vedtaget en række lempelser og ændringer
Der er dels tale om en ny godtgørelsesmulighed, dels tale om udskydelse af planlagte forhøjelser af afgiftsbelastningen.
Bemærk at nedenstående satser gælder for fuldt momspligtige virksomheder. Virksomheder med både momspligtige og momsfrie aktiviteter, skal yderligere nedsætte elafgiftsgodtgørelsen med den andel af forbruget, som kan henføres til de momsfrie aktiviteter.
Rumvarme, varmt vand og komfortkøling
Forbrug af elektricitet til rumvarme, varmt vand og komfortkøling er afskåret fra elafgiftsgodtgørelse. Fra 1. januar 2012 gives der med forslaget delvis godtgørelse af afgiften af forbruget til de tre formål. Godtgørelsen indfases frem til 2015 således:
2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | |
---|---|---|---|---|---|
Godtgørelse pr. kWh | 0 øre | 11,8 øre | 12,0 øre | 12,2 øre | 12,5 øre |
Et vigtigt punkt at være opmærksom på er, at retten til godtgørelse af forbrug til andet end proces også omfatter de virksomheder, der er omfattet af bilaget til elafgiftsloven, eksempelvis revisorer, forlystelser osv. Særligt disse virksomheder bør være opmærksomme på at få etableret måling af det godtgørelsesberettigede forbrug. De alternative beregningsmetoder i elafgiftsloven kan naturligvis også anvendes, hvilket dog normalt selv på kort sigt ikke er rentabelt.
Tillægsafgift på elektricitet
Fra og med i år har den ”almindelige” godtgørelse af elafgiften skullet nedsættes 2,6 øre pr. kWh (i form af 1 øre vedrørende eldistributionsbidraget og 1,6 øre vedrørende den nyligt indførte tillægsafgift). Efter planen skulle godtgørelsen af tillægsafgiften have været udfaset de kommende år.
Med lovændringen udskyder Folketinget udfasningen af godtgørelsen af tillægsafgiften således:
2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | |
---|---|---|---|---|---|
Tillægsafgift pr. kWh | 6,0 øre | 6,1 øre | 6,2 øre | 6,3 øre | 6,4 øre |
Ikke godtgørelsesberettiget | 1,6 øre | 3,0 øre | 3,5 øre | 3,5 øre | 3,6 øre |
Procesafgift på brændsler
Sideordnet med tillægsafgiften på elektricitet indførte Forårspakke 2.0 en såkaldt procesafgift på brændsler. Afgiften skulle indfases over de kommende år afsluttende i 2013.
Med lovændringen nedsættes procesafgiften, dvs. den andel af energiafgiften af brændsler medgået til processer, som ikke var godtgørelsesberettiget, således at den nu er:
2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | |
---|---|---|---|---|---|
Procesafgift | 7,7 % | 13,1 % | 14,8 % | 14,8 % | 14,8 % |
Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Lars Gosvig, Skatteekstrakten